Et menneskes tilværelse består af en kontinuerlig strøm af situationer, der åbner op for en række valg i livet. Nogle er eksistentielle og kan føre os vidt forskellige steder hen i verden, mens andre kan mærkes som små udslag i hverdagens puls.
Mens det er de store beslutninger, der i vid udstrækning definerer rammerne for vores liv, er det i de små hverdagsvalg, at kvalitet og livsglæde opstår.
Og at der ikke skal ret meget til for at skabe hygge, sammenhold og glæde ved at gå i skole, viste 12b, der for at styrke sammenholdet i klassen valgte at tage en trivselsdag på stranden sammen med deres lærere SB og JE. Her var der gris på grillen, volleybolden fik smæk, og kongespillet blev luftet. Der blev leget kluddermor og sunget fødselsdagssang for Rasmus, og efter at have gnasket kage og grillmad blev der spist snobrød og så kage og så lidt mere kage igen...
Alt sammen i højt solskin, under latter og med en følelse af, at alle var lige der, hvor de hørte til. Smukt!
Comments