Tirsdag den 5.12. inviterede Duborg-Skolen igen til sin såkaldte alumne-dag, hvor tidligere dimittender præsenterede sig for de nuværende elever og fortalte om deres studie- og karrierevalg - og hvor disse havde ført dem hen i livet.
Det blev til spændende ekskursioner på kryds og tværs af arbejdsmarkedet. 19 gamle Duborg-elever havde således fulgt skolens kald, og de tog på skift eleverne med ud i verden, fra Sydamerika til København, fra Sorbonne over Harvard til Aarhus Universitet. Det var fascinerende at høre, hvilke mål man kan sætte sig efter endt studentereksamen, hvor verden står pivåben for en, men ikke mindst også, hvilke helt uventede drejninger ens liv og karriere kan tage, hvis man har mod på det.
Dagen var således spækket med spændende oplæg og nysgerrige spørgsmål, og mange fik sig en overraskelse og - hvem ved - måske lagt kimen til sin egen fremtidsdrøm - i Mexico, Hamborg eller Bjerringbro.
Comentarios