Så er juletiden over os, og jul på Duborg er lig med Duborg-Skolens lyspiger. Som hvert år har holdet under ledelse af Ruth Maschmann i månedsvis øvet sig i salmesang og pasgang for nu, i december, at glæde folk i og uden for Sydslesvig med deres optrædener. Selv forhærdede ateister kan få en lille flue i øjet, når andenstemmerne i "Dejlig er jorden" sætter ind, og der er derfor bud efter pigerne alle steder fra. Der er således planlagt - og delvist allerede afholdt - optrædener i Ves, Kulturhof, plejehjemmet i Tarp, Dansk Centralbibliotek samt, som noget helt specielt, tre optrædener i Michel - domkirken i Hamborg.
Pga. corona har truppen måttet se bort fra optrædener på en række mindre lokaliteter, ligesom Duborg-Skolens adventsarrangement har måttet aflyses, men alle, der i år ikke når at nyde pigerne live, kan se dem på video her.
Comments