Søg
  • JE

Tidligere elever søges til alumne-netværk

Duborg-Skolen har indtil videre sluppet over 100 årgange af realister, fællesskole-dimittender og studenter løs på verden, og det er dem, skolen nu gerne vil have fat i.

Mens tidligere elever og ansatte traditionelt har kunnet dyrke det sociale fællesskab i Duborg-Samfundet, opretter skolen nu et fagligt alumne-netværk: Duborg-Skolens Alumner. Her vil vi rigtig gerne have fat i tidligere elever, der med deres erfaringer har lyst til at hjælpe vores nuværende elever med at træffe de valg, der kan føre dem videre efter endt skolegang. Her er det ikke kun rockstjerner og koncerndirektører, der er af interesse, men erhvervsbiografier af alle slags, som kan tjene til inspiration og hjælpe vores elever med at orientere sig bredt mht. uddannelse og karriere i både Sydslesvig og resten af verden.

Hvis du har lyst til at dele ud af dine erfaringer, så tilmeld dig Duborg-Skolens Alumner - Duborg-Skolens nye faglige netværk af ressourcepersoner med tidligere tilknytning til skolen.