På Duborg-Skolen tager vi godt imod vores nye elever, for vi ved, at nøglen til god læring ligger i at have det rart i klassen. At starte på Duborg-Skolen er derfor forbundet med en række sjove, spændende og nogle gange også lidt udfordrende aktiviteter, der skal ryste eleverne sammen og danne grundlag for de venskaber, der er kittet i skolehverdagen.
En fast bestanddel i 11. årgangs introuge er idrætsdagen, som arrangeres af idrætslærerne og 12. + 13. årgangs idrætsprofil i fællesskab, og som i år faldt på den 6/8.
Det ville give sved på panden at remse alle aktiviteterne op, men der var blevet lagt stor energi og kreativitet i at give eleverne lejlighed til at udfolde deres potentialer individuelt og som hold, og alle vi andre blev smittet af den gode energi, der herskede rundt omkring - f.eks. Lisbeth Bitsch, en af skolens dygtige dansklærere, der ikke kunne lade være med at tage dette billede af de glade knejter på deres kondicykler, da hun lige gik forbi.
Dagen endte med, at skolen gav pizza i kantinen, og det var der vist heller ingen, der var utilfredse med, hvis man skal dømme efter ansigtsudtrykkene og den glade snak rundt omkring.
Comments