I Tyskland er valget til forbundsdagen oppe over, og efter 16 år med Angela Merkel ved roret bliver det spændende at se, hvem der skal danne regering og stille kansleren i de næste fire år.
Interessen for, hvad de enkelte partier og politikere har at byde på, var også mærkbar blandt eleverne i 10.-13. årg., der var inviteret til paneldebat med otte partier den 18/9. Spørgelysten blandt de unge var stor, og især emner som frihedsrettigheder til LGBT+ samt løsninger på klimakrisen vakte genklang i salen.
Under debatten var det helt forskelligt, hvad politikerne valgte at bruge deres taletid på. Der var både konkrete bud på fremtidens udfordringer og, i den lidt mere kuriøse ende, en kandidat, der valgte at bruge en god del af sin taletid på at skildre sit forhold til Adolf Hitler.
Selvom formatet ikke lagde op til ophedede debatter, lykkedes det dog alt i alt kandidaterne at fremlægge en række politiske visioner, som kan danne grundlag for de godt og vel 150 af de fremmødte elever, der allerede er fyldt 18 år og derfor må stemme til forbundsdagsvalget første gang.
Comments