top of page
Søg
  • JE

Bretagne: Udveksling med forhindringer

Årets Bretagne-projekt kom lidt uheldigt fra start, da rejsen blev afbrudt af strejker i Frankrig.



Det begyndte ellers meget lovende, her, første gang vi skulle besøge vores venskabsskole i Bretagne efter to års tvungen corona-pause. Et friskt hold på 20 elever havde meldt sig til projektet, og allerede før turen foregik der en livlig udveksling mellem de bretonske og de sydslesvigske elever, hvor der røg beskeder frem og tilbage på Instagram og andre platforme - om alt muligt samt på alskens sprog.


Vi havde en plan...

Den oprindelige tanke var, at turen til Bretagne skulle foregå med to dages ophold i Paris, hvor holdet skulle snuse til sproget og kulturen i den franske hovedstad, før rejsen skulle fortsætte til Bretagne - den smukke halvø, der stikker ud i den franske del af Atlanterhavet.

Her skulle eleverne som altid indkvarteres hos deres udvekslingsvenner, og programmet bød på både udflugter i området og muligheder for at opleve franske elevers hverdag i skolen og derhjemme, men desværre løb projektet ind i en række vanskeligheder undervejs.




...men det havde Macron også

Allerede på vej til Paris blev toget til Bretagne to dage senere aflyst. Begrundelsen var de voldsomme protester, der flammede op rundt omkring i Frankrig som reaktion på den franske regerings planlagte pensionsreform, og som medførte både lokale og nationale strejker i hele landet. Resultatet blev, at vi strandede i Paris, og da det heller ikke de næste dage var muligt at finde nogen transportmulighed til Bretagne, blev vi til sidst nødt til at tage en bus hjem efter fire dage i Paris.


Det blev til 21 timer på franske, belgiske, hollandske og tyske motorveje, før vi ankom på Flensborg Banegård, og sjældent har man nok glædet sig så meget til et bad, et måltid mad og en ordentlig seng, men selvom vi var kede af ikke at kunne mødes med vores bretonske venner denne gang, glæder vi os til at hilse på dem, når de kommer på besøg hos os i starten af juni.


Hygge i Paris

Og på trods af, at turen i sig selv ikke blev som planlagt, nød holdet den rejse, vi nåede at få. Det blev til både museumsbesøg i Louvre, en guidet tur i Marais-kvarteret, et smut i Centre Pompidou og forskellige gastronomiske erfaringer af varierende intensitet. Elever og lærere fik lejlighed til at bruge sproget, og byen bød på en række uforglemmelige oplevelser i smukt forårsvejr.

Ikke mindst fik vi et godt indblik i fransk politisk kultur, og selvom man måske godt kunne have undværet at gå i stå med metroen med 20 elever og fuld bagage pga. spontane strejker og protester, så var det jo også en oplevelse i sig selv.



bottom of page