top of page
Søg
  • JE

Gymnasieelever fandt melodien sammen



Ruth Maschmann, musiklærer på Duborg-Skolen, har svært ved at få armene ned, og det skyldes ikke bare de strejf af solskin og forår generelt, der pt. viser sig fra dag til anden. Derimod er det de nys overståede gymnasiekor-koncerter, der har gjort lykke hos Ruth og hendes lille flok af sangbegejstrede Duborg-elever. Disse fandt sted i samarbejde med Sønderjysk Korprojekt og Sønderjysk Symfoniorkester, der i år opførte Karl Jenkins' komposition "Stabat Mater" forskellige steder nord og syd for grænsen, og både prøver såvel som forestillinger forløb ganske forrygende:

"Selvom hver skole havde deres egne udfordringer at slås med, blev korprojektet en stor succes. Stemningen og gejsten i hele projektet var noget helt særligt", udtaler Ruth Maschmann.

Hun fremhæver særligt dirigent David Riddells evne til at samarbejde med og løfte de unge sangere, hvor indforståede koder og en stor portion humor var med til at gøre hele processen til en stor fornøjelse.

I sin takketale efter sidste koncert nævnte David Riddell da også de tydelige fremskridt, alle havde gjort med hinanden under processen, og fremhævede projektet som en fin måde at udvikle den enkelte og fællesskabet med hinanden på.

Om to år kan vi så glæde os til et værk, der er skrevet specielt om grænseregionen, og som bl.a. Duborg-Skolens elever har været med til at skrive tekster og melodier til i forbindelse med workshops med Den Jyske Opera.

bottom of page