top of page
Søg
  • JE

I kamp for klimaet - Operation Dagsværk på Duborg-Skolen



Onsdag den 2.11. var det igen tid for Duborg-Skolens 7.-13. årgang at kridte skoene og give deres bidrag til en lidt mere retfærdig, grøn og social verden.

Siden starten af 1990'erne har skolen således deltaget i Operation Dagsværk, og princippet er hvert år det samme: Eleverne tager et job ude i den virkelige verden for en dag, og indtægterne doneres til årets projekt, som typisk støtter unge et sted i verden, hvor der er behov, ved at give dem en starthjælp til selv at tackle de konkrete problemer, de står med i området.

Det har tidligere f.eks. været unge handicappede i Uganda, udsatte skoleelever i Peru eller unge LGBT+-aktivister i Kenya.

I år gjaldt det uddannelsen af unge klimaaktivister i Malaysia og Thailand, hvor oprindelige befolkningsgrupper kæmper for at bevare regnskoven. Sigtet var således på samme tid lokalt, idet projektet går ud på at bevare de oprindelige folks levesteder, men også globalt, fordi klimakampen har en direkte indflydelse på, hvilke livsbetingelser fremtidige generationer kan håbe på at forefinde også herhjemme.

På Duborg-Skolen deltog igen et stort antal elever, og der er en helt egen tilfredsstillelse i at modtage bidragene fra de mange unge, der stolt afleverer deres dagsløn og samtidig stråler af glæde over at have gjort en forskel ude i verden. Tak til alle deltagende!

Som en parentes kunne 9. klasse desværre ikke være med i år pga. eksamenskalenderen, men de får så lejlighed til at deltage på en forskudt dato i december, hvor de får lov til at bidrage til projektet.

bottom of page