top of page
Søg
JE

Kys det nu, det satans liv

Fredag, den 11.06. var tiden kommet til studenternes dimission, og det foregik traditionelt ved, at rektor ved en lille højtidelighed tog afsked med 13. årg. under festlige rammer. For andet år i træk måtte arrangementet deles op i mindre bidder for at mindske smittefaren, så der dybest set var tale om fem dimissioner, nemlig én for hver klasse, men det blev dagen ikke mindre festlig af.

Rektor holdt sin tale lige dynamisk fem gange i streg, og han kom selvsagt ind på de særlige udfordringer, årets studenter havde været igennem og klaret hver for sig og i fællesskab. I personlige vendinger takkede han årets studenter for den tillid og den varme, de havde mødt ham med, før han sendte en tak til alle, der havde bidraget til at sætte rammerne for studenternes tre år på Duborg-Skolen. Særligt fremhævede rektor 13. årgangs afholdte studievejleder, Susanne Klüver, der nærmest døgnet rundt havde stået på spring for at hjælpe dér, hvor skoen trykker, hvilket klasse efter klasse kvitterede med et taktfast bifald.

Ud over rektors tale, der i øvrigt spændte fra Immanuel Kant til boomer-orkesteret TV2, holdt profilfagslærerne samt repræsentanter fra hver klasse taler, før der blev delt legater ud til flittige, dygtige og/eller særligt sociale studenter, og efterfølgende bød skolen på et lille glas boblevin på balkonen, hvor studenter, forældre og undervisere kunne fejre afslutningen på 13. års skolegang i høj sol og med udsigt over Flensborg Fjord.

Comments


bottom of page