top of page
Søg
JE

Magi og mundbind: Talentaften på Duborg-Skolen


En skole uden gejst er bare en bygning. Når man derimod råder over elever, forældre og ansatte, der vil skolen og hver især kaster deres evner og kræfter ind i puljen, så opstår der fantastiske oplevelser som den, der fandt sted på Duborg-Skolen den 25. februar.

Her havde Livia Jensen, 13a, sammen med en stor kreds af glade hjælpere forberedt et arrangement, der er en premiere på stedet, men som forhåbentligt er kommet for at blive: Talentaften på Duborg-Skolen.

I forbindelse med arrangementet havde elever og ansatte mulighed for at optræde med (for manges vedkommende) godt skjulte talenter. Hvem havde regnet med, at den seriøse tysklærer kunne beatboxe bukserne af publikum til tonerne af rå hiphop, eller at den lille fyr med skatertøjet kunne både komponere og spille klaverstykker i et tempo, der brød lydmuren det ene øjeblik og vuggede publikum i tilbagelænet harmoni det næste?

Det blev da også mirakeldrengen på elfenbenstangenterne, Hugo Löwe fra 8.a, der løb med førstepræmien ifølge et enigt dommerpanel, bestående af Irene Aggedam, Frøya Gildberg og Leon Kraack, men også alle andre deltagere høstede stort bifald for deres bidrag. Rektor Heino Aggedam startede aftenen med vanlig god stil ved at afholde et minuts stilhed for krigens ofre i Ukraine, hvorefter han afslørede et stærkt udviklingspotentiale med en selvkomponeret velkomst på vers. Resten af aftenen bød på dans, musik og sang - heriblandt flere selvkomponerede numre - og hvad gør det, at alle bærer mundbind, når hundredvis af øjne smiler hen over maskerne, og mobiltelefonerne er fremme for at lyse op og danne en vuggende stjernehimmel over hele fællesarealet?

Sidst, men ikke mindst var der også både beværtning og tombola, og overskuddet herfra gik ubeskåret til 13. årg. studenterbal - en absolut forrygende måde at støtte en anden, smuk Duborg-tradition på.



Comments


bottom of page