Så er skoleåret startet, og her på den anden side af den første uge kan vi allerede se tilbage på en række spændende og hyggelige aktiviteter, der hjælper os alle sammen stille og roligt at komme op i gear igen. Der har været ture og udflugter, konkurrencer og kreative udfordringer.
Som en flig kan nævnes syvende-klassernes introdage, der foruden en solid introduktion til Duborg-Skolen har budt på en masse skæg og ballade med mulighed for at lære hinanden rigtig godt at kende. 12b har været på opdagelse i skolehistorisk samling og Christiansens Park på sporet af romantikken, og skolens nye undervisere har været på byvandring med utrættelige Ruth Maschmann for at se en masse af de steder, man skal kende som nytilflytter i byen.
11. årgang er også kommet godt fra start, og med hjælp fra studiepiloterne - ældre elever fra 12. og 13. årgang - samt en række introarrangementer er de godt på vej til at finde sig fint tilrette her i starten af deres gymnasiekarriere. Forude venter bl.a. hytteturene med natur, fest og lejrbålshygge - det kan kun blive godt!
Comments