top of page
Søg
  • JE

Vellykket tur til det politiske Berlin



Ikke siden 1953 havde det danske mindretal været repræsenteret i den tyske forbundsdag, før det i 2021 lykkedes SSW at få Stefan Seidler, Duborg-student år 2000, valgt ind.

Det nød elever fra Duborg-Skolen samt fra A.P. Møller-Skolen i Slesvig godt af, da de i påskeferien blev inviteret til en tredages tur til Berlin for bl.a. at mødes med Seidler og hans stab, der ligeledes delvist består af gamle Duborg-elever.

I Berlin besøgte flokken bl.a. forbundsdagen, hvor de fik lov til at overvære en plenumdebat i salen, før den stod på et møde på den fælles nordiske ambassade, hvor Stefan Seidler gjorde rede for sit arbejde som mindretalsrepræsentant i den tyske hovedstad.

Besøget i det politiske maskinrum gjorde indtryk på gæsterne, og det samme gjorde en visit i det gamle Stasi-fængsel Hohenschönhausen, hvor den tidligere insatte Holger Krug viste rundt og gav et indblik i en hverdag, hvor tortur og chikane af oppositionelle var del af en trist normalitet.

Turen blev taget rigtig godt imod af lærere og elever, og også samarbejdet med A.P. Møller-Skolen gav et fint udbytte menneskeligt og fagligt for alle involverede.

bottom of page