Home | Elev på Duborg | Udvekslinger | USA
This is America, Baby!
Få lande har som USA præget vores kulturelle bevidsthed i tiden siden anden verdenskrig. At tage til USA er som at tage en tur ind i en Hollywood-film - en rejse ind i noget, vi er flasket op med siden vores tidligste barndom, og som alligevel virker som fra en anden verden.USA er de store kontrasters land, og dem oplever man helt tæt på, når man deltager i USA-udvekslingen. Turen starter i New York, en af verdens mest dynamiske storbyer, hvor vi plejer at tilbringe fire dage, før vi fortsætter turen til
McDowell High School i det landligt prægede Marion / North Carolina. Man møder hele båndbredden af mennesker med vidt forskellige religiøse, politiske og etniske tilhørsforhold, og man falder i svime over gigantiske supermarkeder med hundredvis af kølediske, ligesom man ofte får afkræftet den ene eller anden fordom.
Indkvarteringen foregår hos jævnaldrende high school-elever, og man får således et indblik i dagligdagen, som ingen turist nogensinde kunne opnå.
Som en del af projektet modtager vi også genbesøg af amerikanerne, og her er det - så vidt muligt - de samme elever, der bor hos hinanden, som det var på vores visit i USA. Der opstår ofte mange tætte venskaber, og afskeden er ofte præget af tårer og løfter om snart at besøge hinanden igen.